Hutlihut Games – et passioneret indie-studie fra København – er klar med den fulde version af deres co-op rumspil, Void Crew. Efter fire års intensiv udvikling og lige over et år i Steam Early Access, er spillet nu officielt ude i version 1.0! Spillet er udgivet i dag den 25. november kl. 18:00 CET og alle sci-fi entusiaster og co-op fans tage på eventyr i verdensrummet.
Hvad er Void Crew?
Void Crew er et co-op roguelite spil for 1-4 spillere, hvor du og dit team får ansvaret for et rumskib. Som besætning skal I samarbejde for at klare udfordringer som fjendtlige angreb, udforske farlige rumvrag og samle ressourcer til at forbedre jeres rumskib. Og hvis det lyder hektisk – det er det også! Her er teamwork nøglen til overlevelse.
I rummet kan ingen høre dig skrige… … undtagen dine venner! Void Crew handler ikke kun om action, men også om koordination. Spillet tilbyder fire forskellige roller – Pilot, Gunner, Engineer og Scavenger – så hvert medlem af besætningen bidrager med unikke færdigheder. I skal hele tiden tilpasse jeres strategi og hurtigt reagere på udfordringerne i møder.
Se spillets trailer og få et smugkig på kaosset! 🚀
Hvorfor er det her stort for Danmark?
Hutlihut Games repræsenterer det voksende potentiale i den danske spilindustri, som de seneste fem år er vokset med imponerende 410%. Faktisk spiller 150-200 millioner mennesker verden over danske spil hver måned. Hutlihut Games bygger videre på denne succes med Void Crew, som er deres bud på det ultimative co-op rumspil.
Om udvikleren
Hutlihut Games er et dansk indie-studie med base i København. Med et senior team på 14 dedikerede sci-fi fans og gamere, er deres mission at skabe de co-op spil, de selv altid har drømt om at spille. Filosofien er enkel: gameplay først. Ved løbende at involvere spillere i udviklingsprocessen og arbejde iterativt, skaber de spil, der både føles gennemarbejdede og engagerende.
Hvad siger spillerne om Void Crew?
Void Crew har modtaget overvældende positive anmeldelser fra spillere, der roser spillets co-op oplevelse, spændende rummissioner og dynamiske klassebaserede gameplay.
Mange fremhæver, hvordan spillet skinner mest med et hold på 3-4 spillere, hvor teamwork og strategisk rollefordeling gør oplevelsen unik. Spillere sammenligner elementer af Void Crew med populære titler som FTL, Deep Rock Galactic (Personligt stor fan af dette også danske spil udviklet af Ghost Ship Games) og Elite: Dangerous, og beskriver det som en nervepirrende, actionfyldt rumrejse med uforglemmelige øjeblikke – som at undslippe fjender med kun 4% skrogsundhed.
Flere roser også spillets visuelle kvalitet og manglen på bugs, men nævner, at der er plads til forbedringer, som mere dybde i tutorials og bedre balance mellem missionstyper. Selv de, der foretrækker solo-spil, finder det fornøjeligt, men spillet skinner klart, når det spilles med venner. På trods af enkelte kritikpunkter, som tilfældige missioner og udfordrende sværhedsgrader, betegnes Void Crew som et solidt og engagerende spil, der allerede har skabt en dedikeret spillerbase.
Her er det dog vigtigt at nævne at alle anmeldserne er lavet i early access og det først er i dag version 1.0 udgives og nu med udgivelsen kan der være sket mange ændringer.
Vi her hos 32bit glæder os til a tprøve det i de kommende dage.